lørdag den 9. juli 2011

Er helt igennem træt.

Durasellerne er total døde
. Men hvad er de blevet det af, for jeg får ikke lavet en skid, kun det aller aller højest nødvendige.
Jeg venter. Manden blev indlagt igen i fredags altså for 8 dage siden, stadig med tiltagende spjæt, smerter og uro i højre ben. så nu er han på morfin og stesolid.
Men det er bare ligesom der ikke rigtig sker så meget, den ene læge ved ikke hvad den anden laver, og det er det samme man fortæller dag efter dag. >I morgen sker der noget< har de sagt siden tirsdag, og der er intet sket.
Han blev mr-scannet i pinsen og det viser sig han har en skade på rygmarven, men de tør ikke operere ham i ålborg, vi kender en super dygtig neouro kigruger i Århus( hun har opereret vores datter), hun vil gerne se på billederne, fint nok hvis man så gad sende dem til hende. Det er så først sket i dag efter adskillige forespørgelser fra vores side, om man ville kontakte hende om hun havde fået dem.
Nu er sagen så den at billederne ikke er gode nok så nu står den på en akut mr-scanning( der kan så gå ca 3 dage før det sker).

FOR POKKER DA hvor kan man blive træt af at vente.

Den skulle havde stået på familie ferie i denne uge og næste uge. 14 dages afslapning i vores elskede campingvogn. Vi skulle havde været på ture i det blå, med madpakker og kaffekurv.
Ikke at børnene klager, men nej hvor har jeg dårlig samvittihed, og jeg ved min man har det samme.
Over at børnene ikke få den lovede ferie, og at vi ikke kan planlægge eller love noget om hvad vi skal lave, udover at sidde på et sygehus og vente.
Jeg føler mig lidt splittet, jeg vil gerne give børnene en bedre ferie med flere oplevelser, samtidig med jeg gerne vil støtte, trøste og opmundre min mand.
Jeg føler mig på konstant både der hjemme, for ikke at hele huset skal falde sammen om ørene os, for at finde løsninger der er gode for os alle, og på sygehuset for at hjælpe min kære mand med at komme videre.
Men pt trænger jeg bare til en god kop kaffe og lidt tid til at smage på livet i vores elskede campingvon med familien samlet omkrig mig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar