Kan jeg mærke en stor dyb taknemmelig hed.
Tænk at man kan have kollegaer og en chef der ligger hjenen i blød, og virkelig gør alt hvad man kan for at beholde én enkelt medarbejder.
Denne medarbejder er ikke mig, men min mand.(han er sygehus portør)
Vores fælles datter Sofie er født med en ryg misdannelse, (et lukket rygmarvsbrok).
Det giver hende nogle problemer med blæren og tarm systemet, så hun kan ikke styre vandladning og afføring. så hun bruger stadig ble selv om hun nu er 3 1/2 år.
Og så kan hun ikke holde til at gå, løbe og hoppe så meget som andre børn på hendes alder, uden at få ondt i ben og ryg.
Hun startede i børnehave i Januar og er nu oppe på at være der ca 7 timer på de gode dage. Men så er hun også total færdig resten af dagen og ondt. så helt gode er de ikke alligevel.
Jeg har gået hjemme med hende i næsten 2 år på tabtarbejdsfortjeneste, men efter hun er starte i børnehave, og kan klare 5 timer uden de store problemer er det så slut. Hvilket jeg jo egentlig godt kan følge.
Men hvad gør man så, når jeg arbejder om aftenen og manden om dagen.
Jo det er nu endt med at en af mandens kollegaer foreslog en ændring af arbejdstiden, så min mand mødte en halv time før(han er der alligevel) og de dage jeg så skal arbejde vil kollegaen overtage mandens vagtkode så han kan være hjemme inden jeg skal på arbejde.
På den måde kan vi begge beholde vores arbejde og stadig få en hverdag til at fungere på bedste vis for hele familien.
Det er da kollega skab der vil noget.